Tarif beregningsgrundlæg

 

Tarifferne for Sydfalster Varmeværk A.m.b.A. er, som det også er gældende for alle andre varmeforsyninger i Danmark, styret af varmeforsyningsloven og kontrolleres at Energitilsynet. Tarifferne er udregnet ud fra Dansk Fjernvarme's vejledning for tariffer som i hovedpunkter kan læses her under:
 
Det skal nævnes, at Energitilsynet fører tilsyn med vejledninger, tariffer og betingelser. Tilsynet har gennemgået Dansk Fjernvarmes Tarifvejledning, jf. varmeforsyningslovens § 22 a. Vejledningen er herefter justeret i overensstemmelse med anbefalinger fra Energitilsynets sekretariat.
 
Overordnede krav til tarifering
Det overordnede krav til tarifering er, at tariffen skal være i overensstemmelse med varmeforsyningslovens prisbestemmelser, som omhandler regulering af priser og betingelser for leverancer af kollektiv energi i form af opvarmet vand, damp og gas, dog ikke naturgas.
 
Fjernvarmeværkets ledelse fastsætter som hovedregel fjernvarmeværkets tariffer. Dette fremgår bl.a. af Dansk Fjernvarmes Vejledninger om ”Vedtægter” og ”Almindelige Bestemmelser for Fjernvarmelevering”.
 
Varmeforsyningslovens prisbestemmelser administreres af Energitilsynet, som har kompetence til at gribe ind mod urimeligheder i tariffastsættelsen. Energitilsynet varetager tilsyns- og klagefunktionen på energiområdet efter energiforsyningslovene, hvilket vil sige kontrol med priser og generelle leveringsbestemmelser, mens Ankenævnet på Energiområdet træffer afgørelser i civilretslige forbrugerklager.
 
Tariffen bør opfylde følgende overordnede krav:
 
• Være kostægte
• Kunne administreres på en enkel måde og med mindst mulige omkostninger
• Være gennemskuelig og kunne forstås af forbrugerne
• Kunne sikre, at alle forbrugere deltager med et positivt bidrag til fællesskabets omkostninger.
 
En tarif kan betegnes som kostægte, når den enkelte varmeforbruger betaler dels de omkostninger vedkommende påfører fjernvarmeværket ved sin tilslutning og tilstedeværelse som forbruger, og dels omkostningerne i forbindelse med varmeleverancen. Det vil sige:
 
• At fjernvarmeværkets faste omkostninger dækkes af faste bidrag og fjernvarmeværkets variable omkostninger dækkes af forbrugsbidraget
• At omkostningerne dækkes gennem indtægter fra de led i tariffen, som de naturligt kan henføres til
• At den enkelte forbruger betaler sin andel af de omkostninger, der er nødvendige af hensyn til sin varmeforsyning, således at ingen forbruger kan opnå økonomiske fordele på andre forbrugeres bekostning.
 
Da hovedparten af fjernvarmeværkerne leverer fjernvarme til private forbrugere, anbefales det, at man altid oplyser priserne i takstbladet inklusive moms.
 
Det anbefales endvidere, at fjernvarmeværkerne oplyser gældende takster for gebyrer, tilslutningsbidrag og byggemodningsbidrag i det aktuelle takstblad, og undlader beløbsangivelser i fjernvarmeværkets leveringsbestemmelser.
 
Vær samtidig opmærksom på, at man ved ændring af tarifstrukturen skal orientere forbrugerne med et passende varsel, mens almindelige prisreguleringer ikke kræver egentlig varsling, men alene en orientering til forbrugerne. I begge tilfælde skal der ske anmeldelse til Energitilsynet.
 
LØBENDE BETALINGER
De løbende betalinger er sammensat dels af faste bidrag bestående af et abonnementsbidrag og et effektbidrag og dels af et forbrugsbidrag.
 
Faste bidrag
De faste bidrag er en løbende betaling, som skal betales, så længe forbrugeren er tilsluttet eller er pålagt at være tilsluttet fjernvarmeværket. Formålet med at opkræve faste bidrag er at få dækket de forbrugsuafhængige omkostninger (faste omkostninger) i fjernvarmeværket.
 
De forbrugsuafhængige omkostninger fastlægges på helårsbasis på grundlag af fjernvarmeværkets budget.
 
Den væsentligste del af de samlede løbende betalinger til fjernvarmeværket sker via forbrugsbidraget. Det skal bemærkes, at det daværende Gas- og Varmeprisudvalgs krav om, at fjernvarmeværkernes faste bidrag skal udgøre mindst 20 % af fjernvarmeværkets samlede omkostninger fortsat gælder, med mindre det kan dokumenteres, at fjernvarmeværkets faste omkostninger er mindre end 20 % af fjernvarmeværkets samlede omkostninger.
 
Principielt bør de faste bidrag fuldt ud dække fjernvarmeværkets faste omkostninger (kostægthed), men der kan være tilfælde, hvor fjernvarmeværkets faste omkostninger udgør så stor en andel af de samlede omkostninger, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at gennemføre kostægthed i tariffen, f.eks. ved store kraftvarmesystemer eller lignende.
 
Abonnementsbidrag
Abonnementsbidraget skal i princippet dække den del af fjernvarmeværkets faste omkostninger, som er uafhængige af de tilsluttede anlægs størrelse. Det kan f.eks. være følgende omkostninger:
 
• andel af løn, pension og kørsel
• vedligeholdelse af målere
• andel af drift, værktøj, biler (forbrugerservice)
• andel af forsikring, skat, diverse
• administration.
 
Abonnementsbidraget er således ens for alle forbrugere og afregnes normalt pr. måler.
 
Effektbidrag
Effektbidraget skal i princippet dække fjernvarmeværkets resterende faste omkostninger, som er afhængige af de tilsluttede anlægs størrelse. Det kan f.eks. være følgende omkostninger:
 
• Andel af brændsel m.v.
• Andel af løn, pension og kørsel
• Vedligeholdelse af produktionsanlæg
• Vedligeholdelse af ledningsnet
• Andel af drift, værktøj og biler
• Andel af forsikring, skat, diverse
• Kapitalomkostninger
• Afskrivninger og henlæggelser.
 
Det er et krav fra Energitilsynet, at der, som grundlag for det faste bidrag, skal anvendes en enhed, der tilnærmelsesvis er et udtryk for den enkelte forbrugers mulige belastning af fjernvarmenettet.
 
Da de sidste kvadratmetre af et hus ikke belaster systemet så meget, som de første kvadratmetre, kan tariffen variere i forhold til huset størrelse, således at de sidste kvadratmetre af et hus er billigere end de første kvadratmetre.
 
Forbrugsbidrag
Forbrugsbidraget er en løbende årlig betaling, som skal betales på grundlag af det målte forbrug. Det kan f.eks. være følgende omkostninger:
 
• Brændsel
• Køb af varme
• El, vand og kemikalier
• Offentlige afgifter
• PSO – omkostninger.
 
Formålet med at opkræve forbrugsbidrag er at få dækket fjernvarmeværkets forbrugsafhængige omkostninger (variable omkostninger). Det daværende Gas- og Varmeprisudvalgs afgørelser om, at fjernvarmeværkerne uden nærmere dokumentation kan medregne op til 20 % af disse omkostninger i effektbidraget, gælder fortsat, idet man skønner, at denne andel dækker fjernvarmeværkets udgifter til tab i produktionsanlæg, ledningsanlæg m.v.
 
De forbrugsafhængige omkostninger fastlægges på helårsbasis på grundlag af fjernvarmeværkets budget.